| Viktor Axelsen udtaget til Thomas Cup i Malaysia |
|
|
|
| Pressemeddelelser |
| Skrevet af John Thrane |
| Tirsdag, 4. maj 2010 15:00 |
|
OBK’s nykårede ungdomsverdensmester, Viktor Axelsen, er udtaget til det danske landshold. Landsholdet rejser den 6. maj til Kuala Lumpur i Malaysia for at spille finaler i Thomas Cup turneringen, der er det officielle verdensmesterskab for herrelandshold. Viktor Axelsen er udtage som følge af, at Hans-Kristian Vittinghus har meldt afbud med en skade. DBF’s sportschef, Finn Trærup-Hansen, har i samråd med trænerstaben valgt at satse på en spiller fra det succesrige ungdomslandshold, der netop er kommet hjem fra Ungdoms VM i Mexico med guld- og bronze-medaljer i badmintontasken. - Der er naturligvis flere spillere, der kommer i betragtning til at erstatte Hans-Kristian Vittinghus, men vi har valgt at give plads til en af fremtidens spillere, siger sportschef Finn Trærup-Hansen. - Vi synes, at der er god mening i at udtage ungdomsverdensmesteren, Viktor Axelsen, som vi i øvrigt havde planlagt skulle med på turen for at lære og være træningspartner for holdet. Nu glider han i stedet ind på herrelandsholdet. En anden ung spiller fra det succesrige ungdomslandshold, Flemming Quach fra Aarhus Badmintonklub, rejser også med herrelandsholdet til Malaysia. Han skal dels med for at lære hvordan det hele foregår omkring seniorlandsholdet og dels fungere som træningspartner.
|
| Senest opdateret: Tirsdag, 4. maj 2010 15:02 |







