| Ligaslutspil. OBK skal ramme dagen |
|
|
|
| Pressemeddelelser |
| Skrevet af John Thrane |
| Onsdag, 27. januar 2010 00:09 |
|
Kortene blev blandet en ekstra gang, da OBK’s trænerteam, Michael Reed og Lennart Engler, udtog holdet til den første svære kamp i ligaslutspillet mod Solrød Strand, der spilles onsdag den 27. januar kl. 19.00.
OBK’s stærkeste kort, Petya Nedelcheva, der normalt er et af OBK’s sikre udspil i damesingle, spiller damedouble sammen med Lone Ø. Jørgensen. Den konstellation må bære favoritværdigheden, ikke mindst fordi makkerparret hentede en vigtig sejr hjem til Odense i den seneste holdkamp mod Esbjerg.
I 1. herresingle står OBK’s Magnus Sahlberg overfor Thies Christensen. Det er et vaskeægte revancheopgør fra de to klubbers møde i 1. division, hvor OBK’eren trak det længste strå i en 3 sæts kamp.
I mixeddouble står OBK’erne, Diana Dimova og Tore Vilhelmsen overfor Morten Hansen og Joan Christensen, og her er der OBK’erne der har chancen for revanche. Muligheden er bestemt tilstede, hvis Diana og Tore spiller op til deres niveau.
I 2. herresingle skal OBK’s badminton-komet, Viktor Axelsen, møde Solrøds Salim Sameson. Viktor skal forsøge at finde de flotte takter frem, der overraskende bragte han helt frem til finalen i herresingle i Swedish International i weekenden.
I herredouble er det Michael Jensen og Michael Them fra OBK, der skal op imod rutinerede Gregers Schytt og talentfulde Jacob Poulsen fra Solrød. Her bliver det spændende at se, hvilke strenge det nye OBK-par har fundet frem til kampen, der er helt åben.
I damesingle er det OBK’s unge talent, Camilla Martens, der skal op imod Solrøds Mia Sejr. Camilla spillede meget overbevisende i sidste holdkamp mod Esbjerg, og hvis hun kan finde de skarpe slag frem igen, har hun rigtig gode chancer for at hente en sejr til Odense.
OBK’s cheftræner Michael Reed tror på en tæt og spændende holdkamp, hvor det bliver de berømte marginaler, der bliver afgørende. - Vi får helt sikkert ikke noget foræret, og for mig at se er kampen helt fifty-fifty. Vi er optimistiske, men vi er også klar over, at spillerne skal ramme dagen. Der skal findes den samme gejst frem, som sikrede OBK sejren mod Esbjerg i den sidste holdkamp, siger cheftræneren.
- I ligaslutspillet skal spillerne prøve noget helt nyt. Det er en spændende udfordring, og det gælder om, at alle er klar og fokuserede, så vi kan sikre os et godt udgangspunkt til den næste kamp mod Ikast på hjemmebane den 12. februar.
Se holdopstillingen i ligaslutspillet her http://www.infosport.dk/cgi-bin/MMS.dbf/kddny.hms?kn=00233226&fb=DBF&rk=Ligaslutspil
|







