| OBK fik en herredouble med i hovedturneringen |
|
|
|
| Elite |
| Skrevet af John Thrane |
| Onsdag, 21. oktober 2009 08:19 |
|
Det blev de rutinerede OBK’ere, Michael Jensen og Martin Beyer, der trak det længste strå i kampen om en plads i hovedturneringen i herredouble ved Denmark Open.
Modstanderne i anden runde i kvalifikationsturneringen var de unge OBK-talenter Anders Larsen og Nicolaj Mortensen, og det blev en tæt kamp om pladsen i hovedturneringen. De unge talenter havde ikke tænkt sig at bøje sig for rutinen på forhånd, og indsatsen på de grønne baner lovede godt for fremtiden.
Første sæt blev vundet af Michael og Martin med 21-16, men i andet sæt blev nerverne hos de to unge OBK’er på blot 18 og 17 år, pakket ned i badmintontasken og storspillet blev fundet frem. De to OBK-par fulgtes ad, men ved stillingen 17-17, fandt Nicolaj super-serverne frem. Fire gode server og flot kontrolleret spil ved nettet, sikrede talenterne en lidt overraskende sæt sejr på 21-17, og så var alt åbent igen.
Tredje sæt blev et ligeså tæt opgør, hvor Michael og Martin lige nøjagtig var lidt mere sikre i duellerne. De to rutinerede OBK’ere kunne tage stikket og pladsen i hovedturneringen hjem med 21-18. Se Michael og Martins kommentarer til kampen her...
I hovedturneringen venter nu et indonesisk par, Ahsan og Septano. Kampen spilles kl. 14.00 onsdag.
OBK stillede op med yderligere to herredoubler i kval-turnneringen. Rasmus Nielsen og Michael Them var uhyggelig tæt på at besejre et fransk par i anden runde, og dermed skaffe sig adgang til hovedturneringen, men måtte se sig slået i tre sæt med 16-21, 21-19, 21-15.
I første runde af kvalifikationsturneringen vandt Rasmus og Michael over et andet OBK-par, unge Steffen Rasmussen og Victor Axelsen, i et tæt opgør med cifrene 16-21, 25-23, 21-19.
Desuden stillede OBK’s Tore Vilhelmsen op sammen med indonesiske Rizky Kurniawan, men de måtte se sig besejret af et irsk par i to tætte sæt, 21-17, 21-19
Læs mere om DENMARK OPEN på den officielle hjemmeside - KLIK HER >>> |









